Det, alle tænker
Folk siger det måske ikke højt, men tænker det ofte, ligesom jeg selv:
Her vil jeg dele det jeg kan og bør, og mit håb er, at I med tiden vil gøre det samme, så vi her kan samle erfaringer, støtte og genkendelse.
Trække det ud af mørket og smide skammen på porten.
Amalie Mathiassen har med stort mod og i samarbejde med Kristina Antivakis udgivet historien om sit ægteskab med 3F-bossen, som ad flere omgange førte et dobbeltliv med to helt separate liv, kærester, familier og de konstante løgne, sådan et liv kræver.
Perspektiveringen og den dybere forståelse af fænomenet foregår bl.a. med hjælp fra psykologer, psykiatere og dertil personlige historier om lignende oplevelser fra fem kvinder.
Jeg er en af de fem.
Det har ikke været nogen nem beslutning at deltage, ej heller at afvige fra den anonymitet, der er i bogen, men det har været vigtigt for mig at bryde med den mest afgørende faktor, der får den slags forhold til at fortsætte: at skam og forvirring får een til at holde på løgnerens hemmeligheder. Det er slut nu!
"...Det er én ting at være en utro, dårlig kæreste, men noget af det virkeligt destruktive i den her relation var alle de unødvendige løgne om død og ulykke, oplevelser og erfaringer, som til tider øgede tilknytningen og dermed arbejdede til hans formål, men som ellers ikke tjente andet formål end digtningen selv.
Selve løgnen var sporten."
Pludselig findes man ikke længere
De, der kender mig, ved, at jeg var engang var en anden. Ikke en helt anden, bevares, men et mere tilgængeligt væsen, der skrev sig ud af livet som enlig, meget træt mor med humor, der faktisk altid kunne findes i selv de mørkeste afkroge. Så var jeg pludselig ikke enlig mere, og skriveriet veg for først hovedkulds forelskelse og derefter en ny slags mangel på lys, der ikke fandtes humor i. Ikke dengang i hvert fald. Jeg ledte og ledte efter en måde at skrive på, hvor jeg kunne være ærlig og tilnærmelsesvist morsom igen, men det lod sig ikke gøre, hvis det der med ærligheden skulle bevares, så jeg gav op og lod som om, jeg havde andre og bedre ting at tage mig til. For manglen på lys var manglen på sandhed, på åbne øjne, selverkendelse og selvrespekt.
Skammen
Noget af det, der ikke lader til at ville fordufte uden kamp, er skammen. Over hvor længe det fik lov at blive ved, hvor lille værdi jeg må have tilskrevet mig selv undervejs, at der var et barn involveret, som jeg skulle have passet bedre på, og at jeg i det hele taget er "den type kvinde". Listen er virkelig lang, og selvom jeg med tiden får reduceret mængden af punkter på den betragteligt, er jeg endnu ikke kommet så langt, at jeg kan eksistere helt uden den.