Pludselig findes man ikke længere

De, der kender mig, ved, at jeg var engang var en anden. Ikke en helt anden, bevares, men et mere tilgængeligt væsen, der skrev sig ud af livet som enlig, meget træt mor med humor, der faktisk altid kunne findes i selv de mørkeste afkroge. Så var jeg pludselig ikke enlig mere, og skriveriet veg for først hovedkulds forelskelse og derefter en ny slags mangel på lys, der ikke fandtes humor i. Ikke dengang i hvert fald. Jeg ledte og ledte efter en måde at skrive på, hvor jeg kunne være ærlig og tilnærmelsesvist morsom igen, men det lod sig ikke gøre, hvis det der med ærligheden skulle bevares, så jeg gav op og lod som om, jeg havde andre og bedre ting at tage mig til. For manglen på lys var manglen på sandhed, på åbne øjne, selverkendelse og selvrespekt. 

Der gik otte år, og så var jeg alene igen, denne gang med endnu mindre spas i blodet og i en version, jeg slet ikke genkendte. Hun var mest af alt sådan en lidt sølle type, der skammede sig. Sådan een, der ikke turde stå ved at have ofret både sig selv og sit afkom til en situation, der åbenlyst ikke var hold i, og hvor den eneste, der var til grin, var hende selv. Hun var så træls, og hun bor stadig derinde, men er ved at blive nemmere at holde ud at være i selskab med, fordi jeg nu ved og tror på, at den helt store projektør skal rettes mod alle de situationer og mekanismer, der gør sådan nogle relationer mulige, fordi de kun kan trives i alt det, man ikke tør sige højt. 

Man kan godt blive lidt træt i knoglerne af begrebet 'at finde sig selv', men det er helt lavpraktisk det, der skal til. Det kan ikke løses med keramik eller selvhjælpsbøger alene, men handler om at identificere det tabte og savnede, tilgive sig selv for at have ladet det forsvinde, og ikke mindst tillade, at man nu er en anden, som nok ikke kan nulstilles til tidligere tiders vidunderlighed, men som er god nok. Det må kunne lade sig gøre.