Skammen

Noget af det, der ikke lader til at ville fordufte uden kamp, er skammen. Over hvor længe det fik lov at blive ved, hvor lille værdi jeg må have tilskrevet mig selv undervejs, at der var et barn involveret, som jeg skulle have passet bedre på, og at jeg i det hele taget er "den type kvinde". Listen er virkelig lang, og selvom jeg med tiden får reduceret mængden af punkter på den betragteligt, er jeg endnu ikke kommet så langt, at jeg kan eksistere helt uden den. 

Jeg er dog klar blevet klar over, at ikke alle punkterne, faktisk nærmest ingen, er rationelle eller rimelige, og at skammen ikke tjener noget formål. Overhovedet. Men man kan ikke rationalisere sig ud af traumer eller frygt, som enhver araknofob ved, og det tager tid at genopbygge så stærkt et fundament under sig, at man kan fylde kælderen op med irrationelt ragelse, lukke døren og derefter aldrig beskæftige sig med det mere. For jeg havde ansvaret for et barns ve og vel, for min egen mentalhygiejne og liv i det hele taget, og jeg gav slip undervejs. Jeg løj for mig selv, såvel som for mine omgivelser for at kunne trække vejret og ikke sande, at jeg var ved at drukne. Ved at blive druknet, sandt at sige. 

Da det meste kom frem for nogle år siden, og jeg valgte at dele en my med omverdenen, sagde en bekendt til mig, at det sunde jo netop er, at man ikke tror, folk kan være og gøre sådan, og det holder jeg fast i. Klamrer mig til, rent ud sagt, for det er uforståeligt for ordentlige mennesker, at man blot har været en brik i et spil, et normalitetsteater, der tjener som udøverens forestilling om lykke og forelskelse, men som kun bunder i netop det; en forestilling, der giver god respons fra publikum.

Det er ikke mig, der skal skamme mig. Jeg ved det og jeg arbejder på det.