Jeg var i et forhold i 8 år med en mand, der undervejs, og i særdeleshed efterfølgende, viste sig at agere ud fra et helt andet regelsæt end de fleste andre mennesker. Det var det mest romantiske, mest forvirrende og mest nedbrydende, der nogensinde er hændt mig, og jeg har stadig svært ved at forstå, hvad der egentlig skete.

 

Vi havde samme humor, passion for mad og vin og delte generelt samme udsyn, omend han ikke lod til at have meget hang til at skue bagud på nogen måde, andet end med barndomshistorier. Det kom til at give mere mening senere hen, for det er svært at lyve og bedrage hver eneste dag og samtidig have et godt forhold til eksempelvis ekskærester, gamle kolleger osv.

 

Gennem alle årene har han haft andre kærester, mistet utallige jobs pga. svindel og generelt levet på en måde, der må have krævet virkelig meget indre administration. Det er én ting at være en utro, dårlig kæreste, men noget af det virkelig destruktive i den her relation var alle de unødvendige løgne om død og ulykke, oplevelser og erfaringer, som til tider øgede tilknytningen, men ellers ikke tjente andet formål end selve digtningen. Han smed gladeligt familie og venner under bussen (helt bogstaveligt!) for en "god" historie, og den grundlæggende mangel på et sandfærdigt fundament sår tvivl om ALT, også een selv, og det resulterende genopbygningsarbejde er stadig undervejs, selv fire år efter.