Det, alle tænker

Folk siger det måske ikke højt, men tænker det ofte, ligesom jeg selv:

• Vidste du slet ikke, at der  var noget galt? Er du idiot?

  • Jo, og ja måske. Der sker bare det, når man har levet med gaslighting i længere tid, at man ikke længere kan kende forskel på sunde instinkter og irrationel paranoia. Det er som at have computeren tændt døgnet rundt og ikke ænse dens summen, før den bliver slukket. Baggrundsstøjen vænner man sig til, fordi man ikke længere ved, hvad total ro er.

• Var han ikke bare en utro mand, og hvad så?

  • Nej. Der er forskel på at døje med at beholde bukserne på og så at opfinde helt nye varianter af sig selv hele tiden. Det er eksempelvis ikke nødvendigt at tage livet af sin eks i en imaginær trafikulykke, men man bliver mere spændende, og den opmærksomhed, der følger med en sådan tragedie, er det hele værd. Der er skiderikker og så er der patologien. Fascinerende, men virkelig træls at dele sit liv med.

• Er det her så bare hævn?

  • Nej. Bevares, jeg fantaserer da om gevækstfyldte sygdomme, han kunne få forbigående, men man kan ikke hævne sig på en narcissist, for det betyder simpelthen ikke nok for ham. Han er startet forfra tusinde gange med et nyt og spændende narrativ, og han kan gøre det igen. For ham er det os andre, der misforstår og millimetergransker, og det besværliggør hans liv, men ikke på en måde, der kan få ham til at stoppe. Han kan ikke andet.

• Ville du ønske, at du aldrig havde mødt ham?

  • Ja! Meget af det var skønt og fint, men jeg kan ikke længere stole på noget af det, og omkostningerne har været alt for store, nogle uoprettelige og ikke kun for mig.